Jakob Wagner (1963-)
Jakob Wagner er en dansk industriel designer med egen virksomhed, Jakob Wagner Studio, i hjertet af København. Med en B.Sc. i Design Engineering fra DIA-M, Danmarks Ingeniør Akademi, og en uddannelse i Product Design fra Art Center i Schweiz havde Wagner medicinal- og sportsindustrien som sit kerneområde, og designudviklingerne i virksomheden centrerede sig derfor indledningsvist om hightech produkter og udstyr i professionelt øjemed. Senere hen begyndte Wagner at fokusere på produkter til hjemmet, og han har derfor også designet for både internationale og danske designvirksomheder, herunder blandt andet Alessi, Bang & Olufsen, HAY, Cappellini, Stelton samt Montana Furniture. Wagners designmæssige formsprog tager udgangspunkt i essensen af et produkt, hvilket kommer til udtryk i sine minimalistiske og tidsløse designløsninger med øje for brugeroplevelsen. I 2018 designede Jakob Wagner serien Montana Free, der tager udgangspunkt denne minimalistiske stil, som på fineste vis er blevet forenet med Montanas design DNA. Resultatet af denne synergi er det fritstående system, som, efter Wagners eget udsagn, giver frihed til personlig kuratering af eget hjem.
Wagners design har medført international anerkendelse i form af seks IF designpriser, tre Red Dot priser, Bundespreis og Designer of the Year, ligesom hans design er en del af den permamente udstilling på kunstmuseet MoMA i New York.