Lamper kan hurtigt gå hen og blive et stort og uoverskueligt projekt. Der findes mange fagord i lampeverdenen, og samtidig er der mange ting, som skal tages med i overvejelserne når man skal indrette sit hjem med nye lamper. Dette kan være en udfordring, hvis man ikke ved hvor man skal begynde. Udvalget er stort – du kan vælge mellem gulvlamper, væglamper, bordlamper, loftslamper, pendlere, lysekroner og sådan fortsætter listen. Det kan meget hurtigt gå hen at blive uoverskueligt i forhold til, hvad man egentlig skal gå efter når hjemmet indrettes med nye lamper.
Vi guider dig til en bedre forståelse af lampeverden og dens mange fagord, så du allerede i dag kan gå i gang med planlægningen lampeindretningen i dit hjem.
Find vores store udvalg af belysning her.
Belysningens betydning i hjemmet
Lamper og det lys, det giver, er et meget væsentligt, og ofte overset element i forhold til hjemmets indeklima. Det kan være nemt at glemme, at et rum kan ændre sin karakter når belysningen ændres. Derfor bør man også nøje overveje, hvilke lamper man skal have, og hvor de skal placeres – på samme måde som man vil udvælge sine møbler. Det ene halvår vil man ikke tænke så meget over belysningen i boligen, fordi vi har rigeligt med dagslys om sommeren. Men til gengæld i vinterhalvåret vil belysningen blive meget vigtig, og ligeledes have stor betydning for brugen af boligen.
Generelt vil man tale om fire måder, hvorpå man kan kategorisere belysning:
- Effektbelysning, som er en behagelig og svag belysning, der oplyser en bestemt ting eller fin detalje.
- Arbejdsbelysning er den praktiske, men samtidig hyggelige belysning man typisk har omkring arbejdsbordet, i køkkenet, i læsehjørnet eller i badeværelset.
- Dekorativ eller hyggebelysning er den behagelige belysningsform, hvor lampen akkurat kun giver lys nok til at give en dekorativ stemning. Dette lys vil ofte være varmt, hyggeligt og give samme effekt som stearinlys.
- Generel belysning. I alle områder af boligen har man brug for et generelt lys, der afspejler dagslyset. Lamperne skal sprede lyset over større overflader såsom loft og vægge.
Lystyper
Det kan være en god idé at blande flere forskellige typer af lamper og lys i et rum, så man på den måde får mulighed for at skifte belysningsstemningen alt efter årstid, humør eller til et lys, der passer til det man lige er i gang med. Vi anbefaler, at man vælger 3-7 lamper i hvert rum – det er naturligvis afhængig af rummets størrelse – for at opnå en ideel og behagelig belysning. Et diffust lys vil være at foretrække, da det giver en god lysspredning i alle retninger. Det diffuse lys kan man oftest få fra pendlere eller andre loftshængte lamper i opalglas.
Du kan vælge mellem:
- Diffust og spredt lys vil ofte udledes fra loft- og væglamper med glasskærme i klart eller sandblæst glas. Denne type belysning er beregnet til generel belysning af et rum.
- Direkte og koncentreret lys vil typisk findes i spots eller lamper med en smal og lukket skærm. Denne type belysning er især velegnet til læse- og arbejdsbelysning.
- Opadrettet lys vil ofte komme fra væglamper eller pendlere. Dette lys fungerer bedst som supplerende rumbelysning eller effektbelysning.
- Nedadrettet lys vil ofte komme fra væglamper, standerlamper eller lamper med lukket skærm. Dette lys er især beregnet som hyggebelysning.
Lampetyper
Hvis du er på udkig efter nye lamper, vil man hurtigt finde ud af, at udvalget er enormt. En af de væsentligste fejl, som mange begår, er at vælge lamper frem for lys. Når du står i forretningen eller ser lampen online, falder man måske for lampens udseende og at den måske vil passe godt ind til ens øvrige indretning. Men hjemme finder man ud af, at lampen ikke giver det rigtige lys eller ikke udfylder den funktion, som var tiltænkt.
Lampens primære funktion er nemlig at afgive det rigtige lys – hvorfor det er vigtigt at vælge den rigtige type lampe. Den rigtige lampe vil afgive en belysning, som passer til stedet, funktionen og den stemning, der ønskes i rummet. Lampens design har indflydelse på, hvordan lyset fordeles rundt i rummet. En lampe med en gennemsigtig skærm, hvor lyset kan skinne igennem, kan give op til dobbelt så meget lys som en lampe med en lukket skærm. Både funktion og effekt er værd at tage med i overvejelserne, når den nye belysning til rum såsom stue, køkken og badeværelse skal vælges.
Belysning til stuen
Stuen er måske det rum i hjemmet, hvor lysbehovet varierer allermest. I sådant rum vil man både have behov for det funktionelle lys, så man blandt andet kan læse i rummet, men det er ligeledes vigtigt med en hyggelig belysning, som vil gøre rummet til et rart og behageligt sted at opholde sig i. Det anbefales, at man kombinerer de to typer belysninger, og samtidig sørger for at lyset når ud i rummets hjørner. På den måde undgår man også mørke kroge når solen går ned, og vil bidrage til et endnu hyggeligere opholdsrum. I stuen kan man placere et generelt lys, der lyser hele rummet op, suppleret med mindre lamper placeret ved sofagruppen, lænestolen og læsehjørnet. Du kan skabe en varieret belysning ved at tænde og slukke for de lamper, der passer til anvendelsen af rummet.
Belysning til værelser
Ligesom med stuen, skal belysningen i værelserne og soveværelset også vælges ud fra, hvad rummet bruges til.
Lyset i ens soveværelse har ofte mange funktioner, hvilket kan betyde, at det kan være nødvendigt med flere lyskilder – gerne med en god farvegengivelse, især hvis man har tøj og spejl i samme rum. Man har måske ligeledes brug for en læselampe ved sengen. Når loftslampen vælges, bør man vælge én med et varmt lys, der ikke er for stærk og hvor pæren er dækket af lampeskærmen, så rummet kan indbyde til ro og søvn. Når det kommer til læselampen, vil en lille væglampe være en god løsning. Gå gerne efter én med en dæmpbar funktion, så lampens lys kan justeres efter årstid og behov.
I forbindelse med børneværelset bør man tage barnets alder og behov med i overvejelserne. De små skal helst føle sig trygge når de skal sove. Derfor er det altid en god idé med noget blidt og mildt lys, som kan være tændt i nattetimerne, eller som kan bruges til hyggekrogen. Samtidig skal der være lys, som er kraftigt nok, så der er plads til leg på gulvet. Ved større børn kan det være praktisk med en mere fokuseret arbejdsbelysning ved skrivebordet. Uanset hvad, er det en god idé med en god belysning ved sengen – uanset barnets alder.
Belysning til køkkenet
Vi bruger generelt mange timer i køkkenet. Vi bruger rummet når vi laver mad, nyder den tilrettede mad, nyder en hyggelig snak med venner og familie, og måske endda når børnene laver lektier. Når man skal vælge lamper til sit køkken, skal man først se på, hvordan rummet er indrettet. Derfor bør man overveje følgende:
- Hvor er skabene placeret, og hvor er de primære funktioner som vask, komfur og arbejdsbord placeret?
- Køkkenbordet: Man skal kunne se madvarerne – derfor skal der være god farvegenkendelse, så man også kan se om tingene er rene og friske. Desuden bliver fødevarer mere appetitlige at se på, hvis farvegengivelsen er god. Derfor kan det også være en god idé at vælge lamper med et fokuseret og lyst lys.
- Spisebordet: Belysningen skal være fleksibel ligesom bordet, så man kan sidde få og mange, og hele bordet skal kunne lyses jævnt op. Her er det vigtigt at vælge en lampe, som ikke virker blændende – hverken for høje eller små.
- Arbejdsplads: Ofte vil spisebordet bruges til arbejds- og lektiebord. Derfor er det vigtigt at give hele bordet lys, så der ikke bliver kamp om pladsen på midten.
Ved spisebordet er det til gengæld en god idé at have et mere fleksibelt lys. På den måde får man en god og lys belysning til når børnene eksempelvis skal lave lektier, en mere jævn belysning når man sidder rundt om bordet og snakker samt en mere hyggelig belysning når man skal spise. Det er ligeledes en god idé at vælge en eller flere lamper, som ikke blænder når man sidder omkring bordet.
Belysning til badeværelset
Fra at være et lille nedprioriteret rum med kun de mest basale funktioner, er et badeværelse i mange hjem i dag et rum, der indbyder til ophold og afslapning. Når funktionerne ændrer sig, bør belysningen ligeledes ændres. I badeværelset er det særligt vigtigt med et godt lys ved spejlet – endnu bedre hvis lyset har en god farvegengivelse. Samtidig er det også vigtigt, hvor lyset kommer fra, når der eksempelvis skal lægges makeup eller barberes. Hvis lyset udelukkende kommer oppe- eller bagfra, vil skyggerne fra ens ansigt blive markerede. Kommer lyset derimod forfra, vil man få et bedre og mere optimalt arbejdslys. Det vil være en fordel at indrette rummet med flere lyskilder, så man blandt andet kan udjævne skyggerne. Af samme årsag vil det en god idé at vælge lamper, der giver et mere diffust lys, og dermed giver et jævnt lys i hele rummet. Derudover er det værd at vide, at man stadig skal kunne orientere sig om natten uden at lyset bliver for skarpt når det tændes.
På grund af mulighed for direkte vandpåvirkning, vil der gælde særlige regler for lamper i badeværelset:
- Hvis der er mere end 2,25 meter til loftet, må man montere almindelige lamper uden speciel godkendelse til vådrum. Lamperne skal dog minimum være IP20, og placeres mindst 120 cm fra brusehovedet og 60 cm fra badekarrets kant.
- Hvis der er mindre end 2,25 meter til loftet, eller monteres lamperne tættere på badekar eller brusekabine, skal lamperne være vådrumssikrede og have en bedre IP-klasse. IP-klassen afhænger af, hvor i rummet lampen hænger, og om det er i vådzone eller ej.
Belysning til bryggerset
Mange af hjemmets kernefunktioner vil være placeret i et bryggers: vaskemaskine, tørretumbler, fryser og strygejern. Derfor er det også vigtigt med et godt arbejdslys og måske mulighed for at styre lyset derhen, hvor man har behov for det, så man altid har mulighed for at se, hvad man laver. I et bryggers kan det være en fordel, hvis man overvejer et fleksibelt lys, som kan styres og sættes præcis efter dine behov i det givne øjeblik. Det kan eksempelvis gøres i kombination med spotlys. Det optimale er, at lyset placeres så man ikke skygger for sig selv, når man arbejder i rummet.
Gode råd til god belysning
- Bland flere lampetyper og typer af lys i et rum. Et rum vil som oftest have flere funktioner, og dermed også kræve forskelligt lys.
- Tænk i helheder, når man skal vælge lys til sin bolig. Se eksempelvis på, hvordan overgangen fra det ene rum til de næste er. Selvom det kan det effektfuldt at anvende kontraster, bør man undgå bratte overgange mellem mørke og meget lys, fordi det blænder og trætter ens øjne.
- Har man eksempelvis et mørkt trægulv skal man bruge en større mængde lys, end hvis man har et lyst trægulv. Der vil nemlig ikke blive reflekteret lige så meget lys fra de mørke overflader som fra de lyse.
- Husk at se de forskellige rum i forskellige højder, enten i en højde mindre eller højere end din egen.
- En god tommelfingerregel er at hænge lamperne 50-75 cm over bordoverfladen, hvis de er store, og cirka 55-65 cm hvis de er små. Dette måles fra lampeskærmens bund.
Er du på udkig efter nye lamper til din bolig, kan du gå på opdagelse i vores lampeunivers her.