
Linoleum er et naturmateriale med mange skønne fordele og egenskaber. Ved mange møbler har materialet særligt gjort sig bemærket i forhold til holdbarhed og sin organiske overflade. Eftersom materialet er et naturmateriale, blandt andet lavet af harpiks og linolie, bør man undgå at udsætte overfladen for kemikalier og skrappe rengøringsmidler. Til gengæld er materialet taknemmelig i forhold til ridser – sådanne er lette at arbejde med og kan arbejdes væk.
En stor fordel ved linoleum er, at bakterier ikke kan vokse på materialet. Derfor vil det være et godt og hygiejnisk valg i mange sammenhænge.
Linoleum behøver jævnlig pleje og vedligeholdelse for at bevare sine holdbare karakteristika.
Sådan rengør du linoleum
Den daglige rengøring består af aftørring med en blød, fnugfri klud opvredet i varmt vand. Man kan ”skrubbe” de steder, hvor der kan være pletter – det skal stadig gøres med en almindelig klud. Ved rengøring af fronter af linoleum skal der altid anvendes en pH-neutral natursæbe. Udover den daglige rengøring skal fronterne plejes og vedligeholdes grundigt med linoleumspleje cirka 3-4 gange om året eller efter behov.
Undgå at bruge disse rengøringsmidler
Mange har alt for sent fundet ud af, at man har brugt de forkerte rengøringsmidler til rengøring af deres linoleum. I værste fald kan dette ødelægge materialet.
Som tommelfingerregel skal du aldrig bruge et rengøringsmiddel med en pH-værdi over 10, og derfor vil brun sæbe også være det værste, man kan udsætte sit linoleum for.
Undgå at bruge:
- Brun sæbe
- Klor
- Salmiak
- Acetone
- Skurepulver
- Fedtfjernende rengøringsmidler såsom sulfo
Kommer man til at bruge nogle af disse, kan man ødelægge overfladen og det vil blive meget modtageligt over for ridser og skrammer. Er skaden sket, bør man give det linolie for på den måde at mætte overfladen. Lad det sidde i cirka 20 minutter, så det kan trænge ind, og tør efterfølgende den overskydende olie væk.
Sådan fjerner du lettest pletter
Med linoleumsoverflader anbefales det altid, at man anvender bordskånere under blomsterpotter, vaser, underkopper, glas og lignende. Opstår der alligevel pletter, er det vigtigt at få dem fjernet hurtigst muligt, så det ikke når at trænge ned i materialet.
Langt de fleste pletter kan fjernes med vand tilsat en smule neutralt rengøringsmiddel med en pH-værdi på cirka 7. Det gælder både i forhold til kaffe, maling, ketchup, chokolade og fedt.
Jo hurtigere man får fjernet pletten, desto bedre er det.
Ridsefasthed og varmefasthed
Hvis materialet skal anvendes som en arbejdsplads i køkkenet, bør man være forsigtig. Dette skyldes, at større ridser kan være varige og synlige. Derfor anbefales det, at man aldrig bruger skarpe genstande direkte mod en linoleumsoverflade – brug i stedet et skærebræt.
Linoleumspleje kan i visse tilfælde bruges til at minimere mindre ridser i overfladen:
- Spray et godt lag linoleumspleje på overfladen
- Lad det sidde 5-10 minutter for at det kan suge plejen til sig
- Massér plejen ind i overfladen med en blød klud til overfladen er tør
Samtidig er det værd at vide, at linoleum ikke er varmefast, så anvend altid bordskåner og/eller afsætningsriste. Derudover kan varmeafgivende husholdningsmaskiner med kraftig varme og/eller fugtafgivelse ødelægge materialets overflade, og bør derfor placeres på et beskyttende underlag.
Gode råd
- Brug aldrig ståluld eller en svamp med en ru overflade til rengøring.
- Undgå påvirkning af varme og fugtige elementer, da det kan give skjolder.
- Ved behandling af fronter bør behandlingen ske på begge sider, hvilket betyder at træfineren på bagsiden bør få en behandling et par gange årligt med bivoks – se evt. denne fra Guardian.
- Husk altid at bruge bordskåner eller afsætningsriste.
Find plejeprodukter til dine møbler i linoleum her




