Det er ikke alle, der har et kæmpe soveværelse med tilhørende walk-in-closet. Det kan derfor være svært at få et hyggeligt soveværelse, som også er praktisk og med nok plads til opbevaring. Mange har tidligere boet i en studiebolig på 26m2, hvor soveværelset egentlig bare var en seng, så vi kender alt til at begrænse sig, når det kommer til møbler. Men det kan stadig gøres praktisk og hyggeligt.
Find ud af, hvad der skal opbevares i soveværelset
Brug de ting du vil have plads til i soveværelset som udgangspunkt for, hvilke møbler du skal købe. På den måde sikres det, at du kun køber de møbler, som der er behov for. Hvis du har plads tilovers efterfølgende, kan du udvide og måske få plads til en lille bænk eller et bord. Det kan også ske, at du finder ud af, at du ikke har brug for alle de møbler, som du tror.
Gem unødvendige ting væk
Anskaf flotte opbevaringsmøbler, såsom en kommode, puf eller bænk. I forbindelse med det lille soveværelse kunne multifuktionelle møbler være det mest optimale og mest praktiske. Ved at få nogle ting gemt væk bag låger, kan du få rummet til at virke større og mere rumligt. Herudover er dette også et smart tip til et soveværelse, der er nemt og hurtigt at gøre rent.
Udnyt pladsen (og højden)
Når man ikke har meget plads at gøre godt med, bliver man nødt til at udnytte den plads man har. Hertil findes der mange smarte og flotte opbevaringsløsninger. Det er helt optimalt at opbevare nogle ting under sengen. Det kunne eksempelvis være lagner, sengetøj, ekstra dyner og tæpper eller andre ting, som du ikke har brug for at have adgang til hver dag. Et andet tip er at anskaffe høje skabe, som giver gode opbevaringsmuligheder i højden.
Hvis gulvpladsen er begrænset, kan du med fordel placere så få genstande på gulvet som muligt. I stedet for at have en gulvlampe eller et sengebord stående på gulvet, kan du bruge pendler eller væglamper i stedet for. Bare sørg for at stikkontakten er tæt ved din seng, ellers kan du blive træt af det i længden. Erstat dit sengebord på gulvet med et væghængt sengebord eller udskift sengebordet med en hylde - enten ved siden af eller over din seng. Dette giver dig en lille ekstra plads til at dekorere dit soveværelse og gøre det endnu mere indbydende.
Skab en hyggekrog med dekorationspuder
Når pladsen er trang i rummet, er det smarteste at stille sengen op ad væggen, gerne i et hjørne. Senge kan også med fordel placeres i kroge, hvor andre møbler har svært ved at stå. Hvis du har et træls rum, hvor en almindelig seng ikke passer ind, kan du overveje at få bygget en speciallavet seng, der passer perfekt ind i din krog. Sørg dog stadig for at huske en god madras, så du ikke går ned på komfort bare fordi pladsen er lille.
Hvis sengen er placeret op mod en væg, giver det god mening at skabe en hyggekrog med et fint sengetæppe og masser af puder. Det er især vigtigt at gøre sengen indbydende som en sofa eller hyggekrog, hvis din seng er en del af din stue eller du indretter værelse til et stort barn eller teenager. Såfremt din seng står i stuen, kan det også give rigtig god mening at investere i en god sovesofa fremfor en seng, så du hurtigt kan finde stuehyggen frem.
Vi håber nogle af disse tips var nyttige og du får indrettet et super flot soveværelse. Når du er færdig med at indrette dit soveværelse, må du meget gerne lægge det op på Instagram og tagge det med #jacobsenmøbler, så vi kan se det.